
I onsdagscaféen er vi et fællesskab af Nørrebro'ere. Her gives der god plads til alle, også det skæve og upolerede, og vores medarbejdere står klar til at byde alle velkommen i en atmosfære af hjertevarme og rummelighed.
Man kan deltage noget af dagen eller hele dagen - det er helt op til dig selv.
Program for dagen:
Kl. 14 åbner cafeen, hvor kirken byder på kaffe, te og nybagt brød. Du kan sidde for dig selv og nyde atmosfæren, eller du kan få dig en snak om livets almindeligheder og festligheder, hvad enten det er på gode eller mindre gode dage.
Hvis du har brug for en fortrolig snak, står vores medarbejdere altid til rådighed.
Kl. 17 byder kirken på fællesspisning for kun 30 kroner. Menuen består af to retter traditionel dansk mad, som sammensættes af vores dygtige kok. Under middagen synger vi fra højskolesangbogen og måske er der en eller to, der skal have en fødselsdagssang med på vejen.
Kl. 18 afsluttes dagen med en gudstjeneste i en rolig og meditativ atmosfære.